DET BLIVER I FAMILIEN
Et sikkert tegn på, at sæsonen går på hæld er de traditionsrige aldersmesterskaber i Ishøj Golf. I år var ingen undtagelse, da 77 håbefulde medlemmer stillede op til kamp på den store bane og 7 på den lille. Vejret var en stor faktor, især den evige vind på vores anlæg skulle i den grad tøjles. Søndag kom også en del vand til sidst. Men det blev som altid til masser af smil, gode stunder og neglebidende spænding i nogle klasser - endda med omspil i flere rækker.
29-årige Lasse Dræby var dog en sikker vinder hos de 18-30-årige (Young Guns). hvor han var hele 20 slag foran nummer to. Der var kun tre til start ud af 216 mulige medlemmer i aldersklassen. Alligevel var det en meget tilfreds mester, der nød en burger og fortjent øl i restauranten bagefter:
- Lørdag var rigtig god, der gik jeg i 78 slag, søndag hed den 83, men der skulle også kæmpes mere med den vind, fortæller hcp.3-spilleren, som sad og hyggede sammen med sin mor. 65-årige Hanne Dræby blev nummer to hos Super Veteranerne i runder på 100 og 110 slag, det var lige fire slag færre end vinderen, Hanne Randrup, men hcp. 24-spilleren havde det store smil på.
- Banen var fin, og vi nyder det gode klubmiljø herude med mange klubber i klubben. Vi kan altid finde nogen at spille med, siger de begge i enighed.
- Vi får meget for vores kontingent, også fordi vi kan spille hele året og har de fede træningsområder.
De to spiller gerne sammen en gang om ugen og har også farmand med. De startede sammen for omkring 10 år siden og nyder både at konkurrere, men først og fremmest at have golfen at være sammen om. Mor Hanne håber bare, at nogle af børnebørnene også vil hægte sig på og blive medlemmer af klubben på sigt.
En tilfreds formand stod for præmierne og kunne se tilbage på en dejlig weekend, hvor han selv spillede med i toppen af Midage-rækken med en tredjeplads som resultat i 154 slag.
- Det har været to gode dage, hvor også nogle af dem med lidt højere hcp. stillede op. Det viser bare, hvor vigtigt det sociale er, det er jeg meget glad for at se.
Klubben har vist flot fremgang denne sæson og er nu oppe på 1351 medlemmer.
Se det store galleri fra søndagen her.
/Tekst og fotos: Henrik Schou